Fibromyalgi

 

 

• Hvad er fibromyalgi ? »

En tilstand med smerter i sener og muskler.

 

• 2 % af befolkningen »

Hvilket svarer til, at der i Danmark er mindst 100.000, der berøres af sygdommen.

 

•WHO »

Fibromyalgi er anerkendt som egentlig sygdom i WHO’s diagnoseregister.

 

 

 

 

Hvad er fibromyalgi ?

 

Ordet fibromyalgi er sat sammen af "fibro", der betyder sene, "my" der kommer af "mys" og betyder muskel, og "algi" der betyder smerte. Fibromyalgi er altså betegnelsen på en tilstand med smerter i sener og muskler.

 

 

Mennesker med fibromyalgi har smerter, fordi deres nervesystem har ændret sig. Det er blevet overfølsomt. De oplever smerte før andre, og den breder sig hurtigt til resten af kroppen. Forskningen viser, at fibromyalgipatienter har en række forstyrrelser i centralnervesystemet, som medfører en generel "overfølsomhed" over for smertepåvirkning. Det er påvist, at patienterne har for mange smertetransmittorer, der sender besked til hjernen om smerter, samtidig med, at man har for få naturlige smertehæmmere, der skal begrænse smerterne. Når hjernen hele tiden påvirkes af smertesignaler og ikke får tilstrækkelige pauser, skabes der en "overfølsomhed" for smerter. Dette fænomen kaldes central sensitivering og kendes i øvrigt også i forbindelse med andre kroniske smertesygdomme.

 

Mennesker med fibromyalgi har således nogle særlige behov for hjælp, hvis de skal kunne fungere tilfredsstillende i deres dagligdag. For at kunne bevare en fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet, er det vigtigt, at arbejdet foregår på særligt hensyntagende vilkår. Dette vil oftest være i form af fleksjob, hvor bl.a. forskellige hjælpemidler samt muligheder for hvilepauser og hyppige skift af arbejdsstilling og funktion indgår. Da fibromyalgiramte har en markant dårlig stressrespons, er det meget vigtigt, at arbejdssituationen ikke indebærer mange deadlines eller andre stressfremkaldende faktorer. Det vil være meget individuelt, hvad den enkelte patient kan klare arbejdsmæssigt, og der skal naturligvis være en rimelig sammenhæng mellem det job, der tilbydes, og de menneskelige og uddannelsesmæssige forudsætninger den enkelte person er i besiddelse af.

Fibromyalgi er en kronisk sygdom, hvor forstyrrelser i centralnervesystemet medfører, at de ramte lider af udbredte smerter, hurtig udtrætning, kognitive forstyrrelser i form af hukommelses- og koncentrationsproblemer samt en række andre symptomer. Forskere har påvist forstyrrelser i centralnervesystemet, og bl.a. SPECT-scanninger viser, at der er tale om en markant større smertereception i hjernen hos de ramte sammenlignet med raske kontrolpersoner.

 

Diagnosen kræver en grundig udregning og bør kun stilles af speciallæger med særlig viden og erfaring på dette område.

Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital skønnede tilbage i 90’erne, at der i Danmark er ca. ca. 1 % af befolkningen, som lider af fibromyalgi. En nyere svensk undersøgelse viser imidlertid, at mindst 2 % af befolkningen er ramt af fibromyalgi, hvilket svarer til, at der i Danmark er mindst 100.000, der berøres af sygdommen.

I Danmark er der ingen registrering af hvor mange, der diagnosticeres med fibromyalgi. Der er således ingen, der har det præcise overblik over antallet på nuværende tidspunkt. Man ved at et stigende antal diagnosticeres, og at der i stigende grad er tale om helt unge mennesker.

Fibromyalgi-foreningen fortæller at de har et markant voksende antal helt unge medlemmer, som får stillet diagnosen allerede i 20-års alderen. I andre lande, som vi ofte sammenligner os med på sundhedsområdet f.eks.. Norge og Sverige diagnosticeres også børn med sygdommen med den officielle betegnelse "Juvenile Fibromyalgia Syndrom" JFM. Dette er dog ikke tilfældet i Danmark.

Et klart flertal af de ramte er kvinder, i lighed med andre grupper af kroniske smertepatienter, men også mænd diagnosticeres, unge såvel som ældre. Mænd udgør mellem 10 – 25 % af de ramte, og tidligere undersøgelser peger på, at mænd ofte er underdiagnosticerede i forhold til fibromyalgi. Ligesom det hyppigt tager længere tid, at få stillet diagnosen, da læger ofte ikke forbinder mænd, som lider af kroniske smerter, med fibromyalgi.

 

Sygdommen medfører oftest, at de ramtes funktionsniveau nedsættes markant, hvorfor de fleste derfor må søge beskæftigelse på det rummelige arbejdsmarked. En del fibromyalgiramte er efter en årrække ikke længere i stand til at arbejde og bliver derfor førtidspensioneret.

 

 

WHO

Fibromyalgi er anerkendt som egentlig sygdom i WHO’s diagnoseregister. WHO har fastslået at fibromyalgi er en egentlig sygdom, som hører til i gruppen af Other soft tissue disorders. WHO har fundet, at diagnosen og symptomerne er tilstrækkeligt klart beskrevet som en selvstændig enhed, og at den derfor kan bære en selvstændig placering som en diagnose med fysiske smerter af ikke psykogen karakter, samt at der er tale om en alvorlig tilstand, hvor antallet af ramte og de økonomiske konsekvenser af sygdommen gør det relevant at opgradere diagnosen til en selvstændig klassifikation, og ikke længere placere den i gruppen af uspecifikke reumatiske smerter.